Familien Olsen

Den elskelige og joviale grønthandler Olsen (Osvald Helmuth) er en lykkelig mand, han passer sin lille grøntforretning med stor samvittighed, og han får ofte en hyggelig sludder med ’Onkel Gramstrup’ (Ib Schønberg) en forhenværende overbetjent. Begge har den uvuderlige evne, at kunne glæder sig over små ting her i livet. Olsen har et godt familieliv sammen med konen Christine (Maria Garland), datteren Karen (Berthe Qvistgaard) som er student, og sønnen Willy (Karl Gustav Ahlefeldt) som er ansat på kontoret i et fiskeimportfirma som ejes af den strenge generaldirektør Niels Sønderfeldt (Axel Frische). Generaldirektørens søn Hugo (Sigfred Johansen) har en meget betroet stilling i firmaet han er dygtig og meget samvittighedsfuld. En dag bliver det opdaget, at der mangler 500 kr i kassen det er den gamle kontordame frk. Mørk (?) der opdager dette, hun har i første omgang selv dækket mankoen ind, hun føler dog efter nogen tid, at det er hendes pligt at gøre opmærksom på denne unøjagtighed, man kan jo ikke have en uhæderlig menneske i firmaet. Alt peger på at det er Willy der har taget pengene, og de beslutter at ordne sagen uden at seniorchefen får noget at vide. Willy betror sig i sin sjælekvade til søsteren Karen, hun låner pengene af sin mor, og opsøger generaldirektøren privat for at aflevere dem. Denne beder Hugo om at ordne denne affære, Hugo er imponeret over Karens resolutte optræden, så han nøjes med at give Willy en måneds opsigelse officielt p.g.a, personaleindskrænkninger. Olsen får intet at vide om denne historie. Efterfølgende træffes Hugo og Karen ofte, og resultatet udebliver heller ikke, de to unge forelsker sig dybt i hinanden. Karen har dog betænkeligheder ved situationen, hvordan vil Hugo passe ind i hendes fattige miljø. Men hun elsker ham, så hun lover at vente på ham, mens han er på studieophold i England. Et års tid efter bliver generaldirektør Sønderfeldt anholdt han har udstedt falske projekter og narret folk til at tegne aktier under falske forudsætninger. Hugo iler hjem fra England for at støtte sin far, Karen syntes at de skal proklamerer deres forlovelse, men det vil Hugo ikke gå med til nu, han vil ikke kæde den unge piges navn i forbindelse med det Sønderfeldske så længe sagen står på. Pludselig slår der et lyn ned i grønthandlerfamilien, Olsen udtrækkes som nævning i sagen mod Sønderfeldt. Den ellers så skikkelige Olsen ønsker ikke at være dommer, det har jeg ingen forstand på protesterer han, og har derfor ingen ret til at dømme andre mennesker. Men han må bide i det sure æble, anspændt lytter han til anklageren og forsvarenes taler, her stifter han bekendtskab med ord og sætninger som han ikke forstår et muk af. Han anstrenger sig til det yderste, men det den ene siger er sort, påstår den anden er hvidt, så hvordan skal han kunne dømme retfærdigt. Han er dybt fortvivlet over at være blevet trukket ind i det indviklede retsmaskineri. Hvad ved jeg om millioner spørger han fortvivlet sin gamle ven Gramstrup. Hvorfor må jeg ikke bare være i fred. Alting rabler for Olsen da Hugo opsøger ham tilskyndet af sin mor, han fortæller Olsen om faderens flittige liv, hans drømme og syner. I sin ivrighed efter at få Olsen til at forstå, at der findes formildende omstændigheder for faderens fejltrin, kommer han uforvaret til at røbe affæren med Willy. Det ryster Olsen i hans grundvold. Men intet kan trække ham væk fra sandhedens vej. Han vil kun retfærdighed. Men hvad skal han gøre når nævningene mødes igen den følgende dag. Ved samme lejlighed opdager Olsen at Karen og Hugo er forelsket i hinanden, og at de har skjult det for ham. Han kan snart ikke mere, alt styrter sammen omkring ham, og med den viden skal han kaste sig til doms over andre. Det kommer da også til vældige optrin i nævningesalen. Igen og igen beder Olsen om at få læst paragraffernes ordlyd op, han fremfører alt hvad der kan være til Sønderfelts gunst, men tanken om hvad hans egen søn har gjort rider ham som en mare. Men han skal give sin stemme, og i overensstemmelse med sin sande karakter må han sige skyldig. Men konsekvensen af dette er, at han må melde sin søn for tyveri af 500 kr. Den forstående stadsadvokat afviser sagen som værende ’Forældet’ selvom Olsen udbryder ’ Hvad så med retfærdigheden’. På vejen hjem går Olsen på værthus, og kommer ikke i det bedste selskab, men det får ham til at opsøge Hugo. Her træffer han Karen, og hun fortæller ham at de skal giftes. Under den samtale han har med Hugo får Olsen endelig fred med sig selv og sin samvittighed, fordi Hugo fortæller ham at faderen er skyldig. Han havde spillet højt spil og havde tabt. Tiden læger som sagt alle sår, og da familien er samlet en sommeraften i Olsens kolonihave er alle skyer drevet bort.

Bio Program
Udhængsfoto