17 Op (Sallys Bizniz)

Sally og lillebror Leo bor i et sytten etager højt, trøstesløst betonbyggeri med lige så trøstesløse skæbner, og hver dag springer en eller anden ud for at gøre ende på et miserabelt liv. Men den enes død med “dagens spring” skaber forretning for den initiativrige Sally, hvis motto stædigt lyder: “Bizniz er bizniz”. Rester fra dødsbo i fyldte containere, tomme flasker, cigaretskodder, børnepasning – alt kan transformeres til skillinger. Sallys forretning får ny fremgang, da en tyrkisk familie flytter ind i en lejlighed, og hun efterhånden bliver veninde med den jævnaldrende Zuhal. Men det er ikke nemt at skabe farver, når nu liv og omgivelser er så grå. En ungdomsfilm, der i stiliserede tableauer med smil-gennem-tårerscener eftertrykkeligt tager pulsen på familien Danmark i fattigfirserne.