Inge og Steen spør’

Man kan roligt sige, at seksualoplysningen har skiftet karakter. Naturligvis er det rigtigt, som overlæge Preben Hertoft siger i denne film, at det er et spørgsmål, hvor mange der ser den for at blive klogere og hvor mange, der drages af det spændende ved at se mennesker udfolde sig i kønsakten. Alligevel kan filmen ikke undgå at virke oplysende, og dens fortjeneste er, at den på nye områder går til angreb mod vore fordomme. Selv om vi f.eks. i dag har et meget mere liberalt syn på homoseksuelle end tidligere er der dog mange mennesker, der føler sig ubehageligt berørt af seksuel aktivitet mellem to personer af samme køn.
På samme måde vil man nødigt se i øjnene at også handicappede har seksuelle behov og at lysten heller ikke behøver at slukkes hos ældre. Mange mennesker vil for første gang gennem denne film se ind i miljøer, de ikke før har kendt, og får deres fordomme stillet på en ny prøve. Derved ændres de nok ikke, men det er alligevel et skridt på vejen til at acceptere, hvad der er fremmed for en. Det vigtigste er, at de, der er anderledes, finder nogen lykke. Det kan ikke genere andre. Måske kan det, at vi ser, hvad der foregår ganske usminket, få os til at erkende at det hele ikke er så anderledes, bortset fra kønsobjektet.
Filmen giver nyttig instruktion i seksuel hygieine og behandlingen af kønssygdomme. Det sker uden den forlorne højtidelighed, der ellers ofte er om den slags oplysning. Den fører os ind i narkomiljøer, uhyre sagligt, men også uhyre deprimerende for mere tilpassede individer. Glimtene fra pornoindustrien, hvor de agerende opfordres til at se lidt lykkelige ud, mens de gør det, der skulle være lykken, har et stænk af humor og live-showet, som vi også stifter bekendtskab med, afslører sig som et temmeligt monotont job for aktørerne. Vi får ved denne konstatering styrket vor moral samtidig med at vi nyder umoralen.
Inge og Sten Hegeler sørger sammen med en række sagkyndige for kommentarerne og det kan kun bidrage til, at mennesker bliver mindre bange for det, der er i dem selv, hvilket er godt. Denne film er uhyre kontant anskuelsesundervisning. For tilskueren drejer det sig så om, hvorvidt han eller hun i tilgift hertil kan finde poesiens blå blomst. Al respekt for teknikken,men indirekte lærer vi også af denne film, at det hele er temmelig trist, hvis drivkraften i tiltrækningen mellem to mennesker ikke er følelser og kærlighed.

Bio Program