Krudt og klunker

Vi befinder os i København i halvfemserne. En hyggelig by for dem der kender den, dem der har oplevet den dengang. Her bor Professor Edward Jacobsen (Gunnar Lauring) og hele hans mærkværdige familie. Var denne lærde mand fuld af skøre idéer, så var hans børn det ikke mindre, og hans mor den gamle Fru. Jacobsen (Ellen Nielsen) med sin rullestol med båthornet. Det var ikke småting, der blev sagt om den skøre familie. Det er også historien, om hvordan Therese Schrøder (Vivi Bak), som var datter af Edwards ven og kollega den berømte Antropolog Ferdinand Schrøder (Johannes Meyer) kom på pension hos familien Jacobsen og blev børnenes barnepige, hvilket førte til, at hun traf sin sømand. Dette skabte stort røre i de borgerlige kredse. En dag modtager Jacobsen en pakke afsendt fra Schrøder. Pakken indeholdt en gammel dobbeltløbet pistol og et brev. Pistolen forårsagede blandt andet, at den i menighedskredse kendte enkepastorinde Satorius (?) faldt om på åben gade, og at professoren blev beskyldt for mord og sat i detention på politistationen i Store Kongensgade, hvorfra hans søster Ragnhild Jacobsen (Sigrid Horne-Rasmussen) imidlertid fik ham befriet. Brevet var en anmodning om modtagelse af føromtalte professordatter, som ankom fra Paris. Hendes ankomst i hjemmet forløb selvfølgelig ikke uden den såkaldte “Slangeaffære” der endnu kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på gamle og unge. Therese traf sin Hans (Jørgen Reenberg) i Nyhavn. Her prøvede Benjamin (Anders Cohn) og Emil Jacobsen (Poul Finn Poulsen) at sælge deres lillesøster Anne (Susanne Randrup). Så noget kom der da ud af det dristige, men mislykkede forsøg, hvorimod Hans og Therese måtte gennem adskellige flere besværligheder, før de kunne blive forenet. Det værste Therese oplevede som barnepige i huset var vist det nummer børnene lavede, dengang de under aftenselskab i det Jacobsenske hjem hejste deres lillebror Viktor (Charlotte Stig-Poulsen) ned fra et loftvindue, så han kunne kigge ind til selskabet på anden sal. Hans (Jørgen Reenberg) havde det heller ikke let, da han for Thereses skyld var rømmet fra sit skib. Deres møde i Kongens have og senere på Hotel ’Sydhavet’ i Nyhavn var bestemt heller ikke uden problemer. Her var han lige ved at blive bortført af en polsk styrmand (Bernhard Brasso) og en matros (?), der kom fra det skib, han var rømmet fra. Professoren og fru Wilhelmine (Vera Gebuhr) var meget bekymret over den unge piges forsøg på selvstændighed, og hendes valg af livsledsager, og det kom selvfølgelig også til at se skidt ud for de to elskende, efter at Hans under et besøg hos professoren måtte indse, at forholdet ikke kunne gennemføres. Alligevel endte alt godt, da Thereses far kom til Danmark efter en tur i Paris. En antropologisk undersøgelse af Hans løste problemet, og hele familien stillede op til fotografering med de nygifte som midtpunkt.

Bio Program