Hans Onsdagsveninde

Direktør Peter Engel (Karl Gustav Ahlefeldt), mellem venner kaldet Peter den store, er en meget forvænt og forkælet ung mand. Hans mor fru generalinde Engel (Maria Garland) lever og ånder for sin søn siden hendes mand døde. Hun er samtidig en dame med en meget bestemt vilje. Bag sin flabede facade har Peter stor respekt for hende. Hver onsdag aften kommer Magda Hansen (Bodil Kjer) på besøg hos Peter i hans elegante Bredgade-ungkarlelejlighed. Hun er en sød og frisk ung pige, som bor sammen med sin far Anton Hansen (Johannes Meyer), en gammel skibskaptajn, i en lille beskeden lejlighed i Istedgade. Magda elsker Peter af hele sit unge hjerte. Derfor gør det hende ondt, at hun kun får lov at give gæstespil som hans “onsdagsveninde”. En dag tager hun en beslutning: Hun stiller Peter et ultimatum: Enten gifter han sig med hende, eller også forsvinder ud af hans tilværelse. Resultatet udebliver heller ikke. De ender med at gå hver til sit. Generalinden som længe har haft på fornemmelsen at der var en kvinde som betød noget for Peter, engagerer hans kusine, den raffinerede Nanna (Tonni Bau) til at lægge an på ham. Generalinden vil selv bestemme, hvem hun skal have til svigerdatter. Inden længe gennemskuer Peter dog sin kusines alt andet end reelle hensigter. Han bryder definitivt med hende og opsøger Magda i hendes hjem. Han erklærer overfor hende, at har er klar til at gifte sig med hende. Under en samtale med en vis Hr. Balder Svanemose (Peter Malberg) en forsoren og lovlig smart Københavner, der optræder som ven af den gamle skibskaptajn, får Peter imidlertid den opfattelse, at Magda har et barn med Balder. Dybt skuffet over hendes manglende tillid til ham, som han tror er årsagen til, at hun ikke har betroet ham sin hemmelighed, forlader han det lille hjem i Istedgade. Han har sagt til Magda, at det alligevel ikke nytter noget at prøve på at fortsætte deres bekendtskab. I de følgende dage er Magda helt ude af sig selv, og hendes far betror sig til Balder og fortæller, hvor bekymret han er over Magda. Balder beslutter sig for at gribe ind: Han aflægger et besøg i generalindens hjem, og i den tro, at hun er oldfrue i huset, giver han den stramme Generalinde regulær besked om Magda og Peters forhold. Generalinden bliver mildest talt chokeret og Magda dukker umiddelbart op for at tale med Peter, som hun alligevel ikke kan undvære. Hun vil være hans uanset, hvilke betingelser han stiller. De to kvinder der repræsenterer to vidt forskellige samfundslag og generationer, får en lang og alvorlig samtale. Den resulterer i, at Generalinden åbent indrømmer, at Magda på kort tid: “har lært mig gamle kone mere om mennesker end et helt lang liv har”. De aftaler, at hun og Magda sammen vil vinde Peter tilbage. Peter har i mellemtiden opsporet hvor “Magdas barn” befinder sig. Han henter det hos dets plejemor og møder op i generalindens hjem med den lille purk for at sikre ham en mere betryggende fremtid. Nu opklares det imidlertid, at barnet ikke er Magdas, men hendes søsters, og at Balder er faderen. De to unge kan nu uden bekymringer falde i hinandens arme. Magda gør nu springet fra at være “onsdagsveninde” til Peter Engels yndige unge hustru.

Bio Program
Bio Program Ver2