De sjove år

Udenfor det store hotel er der vældig aktivitet. Det myldrer med udlændinge. Busser ankommer og kører, og indendørs er luften fuld af fremmede tungemål. Ser man nøjere efter, vil man opdage, at både portier, hotelkarl, servitricer og tjenere slet ikke er “rigtige” hotelfolk, men bare en flok studenter, der om sommeren tager et ekstra job for at tjene til studierne, og om vinteren selv bor på “Hotellet”, som i virkeligheden er et Studenterkollegium, nemlig “Egmont”. Jens (Frits Helmuth) kommer hjem fra gilde. Han er mildest talt temmelig beruset og fast besluttet på, at alle skal vækkes. Hans specielle måde er, at uddele rundstykker til alle, de sødt sovende, på deres værelser. Således stifter vi bekendtskab med Lene (Malene Schwartz), der for nylig er ankommet fra Svendborg. Den frisk, frække fyr Clas (Ebbe Langberg) er ærke Københavner. Else (Ellen Winther Lembourn), den glade, stoute pige er fra Jylland. Endelig er der Manfred (Per Wiking), der er hele gangens rædsel, fordi han spiller ultramoderne musik på sin Klarinet. Han har i øvrigt også en tante, der har alt for mange penge. Til sidst finder Jens dog sin egen dør og sin yndige kone Marianne (Ghita Nørby), der ikke just bliver jublende glad for at blive vækket, især fordi rundstykkerne er sluppet op. Men det bliver rigtig dag og Lene skal afsted til Universitetet, hvor den stakkels nybegynder, der på sin endeløse vandring fra kontor til kontor, hurtigt bliver bragt fra sans og samling. De andre kollegianere spredes til deres egne sysler. Clas søger job, og får et som ekspresbud, hvilket der gør ham så overstadig lykkelig, at han straks opsøger sin gode ven Erik (Jens Østerholm), der ikke bor på Kollegiet, men i et lejet værelse hos en blodsuger af en værtinde (Gerda Madsen). Erik er fanget i en ond cirkel. Han er nødt til at have et arbejde for at kunne klare studierne. Arbejdet sinker hans læsning, og hans karakter er simpelthen ikke gode nok til, at han kan få friplads. På sit nye job får Clas en besynderlig opgave: Han skal hente en stor kontrabas hos en fin, gammel dame, en Oberstinde (Clara Pontoppidan), og bringe den ud til “Egmontkollegiet”. Han græmmes, da han opdager at damen er Manfreds rige Tante, og at hun har testamenteret kontrabassen til ham. Dette giver anledning til, at der afholdes en stor fest i anledning af kontrabassens ankomst. Erik bliver inviteret til festen af Clas. Her møder han Lene, og de to finder hurtigt ud af, at de passer godt sammen. Men idyllen varer ikke ved. Erik er sårbar og vanskelig, og Lene er meget genert. Da det under festen bliver bekendt, at Marianne og Jens venter barn, og selskabet bliver mere og mere vildt, forsvinder Erik og Lene lige så stille for at spadsere i fred og ro, i de tomme morgenstille gader. Eriks hverdag er fuld af økonomiske problemer og evindelige skænderier med den umulige værtinde – og til sidst også med Lene. Alt går i hårdknude for Erik. Han holder op med at studere. Marianne blomster frodigt, mens Jens må slide i det, for at skaffe penge til familien. Clas er bekymret for sin ven Erik. Han får den geniale ide, at Erik skal flytte ud til Manfreds tante. Der er jo plads nok. Og da Clas er mand for sin hat, bliver det sådan, selv om Erik stritter meget imod. Snart er det eksamenstid og Marianne skal føde.Erik forenes igen med Lene, og alle genvordighederne fordufter. Udenfor begynder solen igen at få magt, og kollegieåret er ovre. “Egmont” bliver igen Hotel.

Bio Program