Løgn og løvebrøl

Journalisten Tom Thomsen (Jørgen Reenberg) hører en god historie om, at to afrikanske millionærer har væddet om, hvorvidt en dyreimitator kan brøle som en løve. Da han skriver historien til avisen, lander den på forsiden! Men historien er en løgnehistorie, og da nyheden spreder sig til resten af verden, tvinges dyreimitatoren Max Maximillus Maximus Olsen (Kjeld Petersen), der også er den oprindelige ophavsmand til skrønen, til at lade som om han rejser til Afrika for at tilfredsstille pressen.
Inden flyet letter bliver han hjulpet ud af stewardessen Lucilla (Lily Broberg), som gemmer ham af vejen hos sine forældre. Forældrene er til gengæld overbeviste om, at Max er deres nye svigersøn, og så er forviklingerne i gang!

En pragtfuld farce om en kæmpe avisand, der så dagens forsider i slutningen af 1950’erne. Filmen blev en af Kjeld Petersens sidste, og viser den store danske komiker, mens han var helt på toppen! Filmen er instrueret af Peer Guldbrandsen, der bl.a. har lavet “Tante Tut fra ParisMig og min Familie og Lykkens Musikanter. Preben Kaas og Jørgen Ryg optræder i små roller som en del af den nysgerrige presse.

Bio Program