Kriminalassistent Bloch

Forhenværende bogholder Carl Frank (Ejnar Federspiel) har fået en dødsdom: Han lider af uhelbredelig kræftsygdom. Frank har begået bedrageri, og har netop afsonet et fængselsophold. Familiens økonomi er i en forfærdelig elendighed og i den lille by Fjordnæs, hvor alle kender alle, er hans muligheder for at få et nyt job lig nul. Hans kone Jenny (Ellen Margrethe Stein) er både en bitter og fortvivlet kvinde. Den megen modgang ,først mandens fængselsophold og nu den livstruende sygdom, har sat sine spor. Datteren Sonja (Betty Vølund) er forelsket i en ung gartnermedhjælper, Ernst Hansen (Carl Heger), hvis fortid som småkriminel, med ophold på forskellige institutioner, ikke er en forbindelse, familien bryder sig om. Sønnen Otto (Jens Asby) må afbryde sine studier. Der er simpelthen ikke penge til, at han kan fortsætter. Der opstår et større skænderi mellem far og søn og Otto er ret hård i sin dom mod faderen. Efter skænderiet med sønnen, lykkes det Carl Frank at slippe uset ud af huset. Han medbringer sin pistol, for han har besluttet at begå selvmord. Fru Frank og Otto har en samtale i opholdsstuen. Her fortæller hun Otto om faderens sygdom, om hans livsforsikring på 25. 000 kr. og om den pistol hun har set i hans skrivebord. Hun er bange for, hvad han kan finde på. Otto erkender, at han var nok for hård over for faderen og går ind til ham, for at undskylde, men han er væk, og pistolen med ham. Sammen med hunden Tarzan løber Otto ud i skoven for at finde sin far. Pludselig hører han skud. Tarzan finder Carl Frank død med pistolen i hånden. Otto tror, at faderen har begået selvmord. Har han det, kan de godt sige farvel til livsforsikringen. Derfor tager han pistolen og hans tegnebog, så det ser ud som rovmord. Da politiet finder Frank, mener de, at de har med mord at gøre. Ernst’s værtinde fru Hoffmann (Ingeborg Pehrsson) finder pistol og tegnebog på hans værelse og afleverer det til politiet. Ernst bliver anholdt, men han nægter sig skyldig. Da han ingen alibi har, bliver han fængslet. Kriminalassistent Bloch (Axel Frische) fra København ankommer til Fjordnæs, og efter at være sat ind i sagen af Kriminalassistent Steffensen (Elith Pio), ønsker han at tale med arrestanten. De kommer i sidste øjeblik for Ernst har forsøgt at tage sit eget liv ved at hænge sig i cellen. Det lykkes Bloch at genoplive ham. . Efter at have talt med ham er Bloch ikke i tvivl om, at Ernst er uskyldig. Ernst arbejder for frugtavler Steen (Asbjørn Andersen). Han har kun godt om Ernst, at fortælle Bloch han tænker på, at gøre ham til sin førstemand. Han er også overbevist om, at Ernst er uskyldig. Bloch har sin egen facon at undersøge en sag på, og i de fleste tilfælde får han sin mand. Han finder hurtigt ud af, at Otto og fru Frank skjuler noget for ham, og da han går dem rigtig på klingen, røber Otto sig. Han og moderen må tilstå deres forsøg på forsikringssvindel. Sonja møder op på politistationen. Hun fortæller Steffensen, at hun og Ernst var sammen hele den aften faderen døde. Bloch kommer med Otto. Han tilstår, at det var ham, der anbragte pistolen og tegnebogen på Ernst’s værelse. Dermed er Ernst renset og kan forlade arresten som en fri mand. Otto husker, at han hørte 2 skud, før han fandt faderen. Projektilet, som har været til ballistisk undersøgelse, viser sig at være en anden kaliber, og kan derfor ikke været affyret med Frank’s pistol. Nu er Politiet lige langt. Selvmordet er pludseligt blevet til et nyt mord. Ved ransagelse i Franks hjem, finder Bloch et brev mellem nogle papirer i skrivebordet. Brevet beviser, at Frank i desperation har afpresset en person for penge. Brevet er fra en unavngiven person, der fortæller Frank, at han ikke får flere penge for sin tavshed. Ved nærmere undersøgelse finder Bloch fingeraftryk på papiret. Brevet gi’r Bloch en ide om, hvor han skal finde morderen. Han opsøger Phillipsen (Sigurd Langberg), redaktør af Fjordnæs Tidende. Han bestrider samtidig formandsposten i kommunalbestyrelsen. Det lykkedes Bloch i et ubevogtet øjeblik, at få en prøve af skrivemaskinen på kontoret. Bloch har dagen i forvejen fået oplysning om, at Phillipsen har købt en Browning 7,65 hos en våbenhandler i København. Bloch er ikke i tvivl om, at han har fat i den rigtige mand. Han forelægger Phillipsen sine beviser og Phillipsen må se i øjnene, at han er afsløret. Sammen kører de mod arresten i Phillipsen’s bil, men Phillipsen kører en omvej. Bloch når, med nød og næppe, at springe ud af bilen, før Phillipsen kører i havet og drukner. På hospitalet opsøges Bloch af 2 lykkelige unge mennesker – Ernst og Sonja – der fortæller ham, at alt er i orden, og at de skal giftes den 29. samme måned.

Bio Program